Hvis du har været ude at flyve på ferie eller forretningsrejse, har du måske hørt kaptajnen over højttalersystemet bede dig om at spænde sikkerhedsbæltet i dit flysæde, da der er mulighed for turbulens. Der har højst tænkeligt været tale om, at flyet kom i nærheden af en jetstråle!

En jetstråle (også kaldet en jetstrøm) er defineret som en kraftig smal luftstrøm, horisontalt orienteret og nær tropopausen. For at det er en jetstråle skal vindhastigheden være 60 knob eller mere.
Jetstrålen kan være flere tusinde kilometer lang, flere hundrede kilometer bred og flere tusinde fod tyk. Der vil normalt altid herske store vertikale og/eller horisontale ændringer mht. vindhastigheden (wind shear) omkring jetstrålen, og dette medfører ofte (meget) generende turbulens.
Jetstrålen dannes normalt hvor to forskellige luftmasser mødes, og jo større temperaturforskel der er mellem luftmasserne, jo kraftigere vindstyrker oplever vi i jetstrålen.
Normalt har vi ved overfladen varm luft mod syd og kold luft mod nord. Hvis vi forestiller os, at vi står i USA og kigger mod Europa, vil vi have varm luft til højre og kold luft til venstre. Hvis vi samtidig forestiller os, at isobarfladen ligger horisontalt ved overfladen (vindstille), vil den med højden hælde mere og mere. Den vil ligge højst til højre (varm luft og højtryk) og lavest til venstre (kold luft og lavtryk).
Vinden vil bevæge sig fra højtryk mod lavtryk, dvs. her fra højre mod venstre, men pga. corioliskraften, der på den nordlige halvkugle påvirker vinden mod højre, vil den endelige vind (geostrofisk vind/gradientvind) her bevæge sig fra USA mod Europa. Vi får altså dannet vestenvind.
Da vindhastigheden er proportional men isobarfladehældningen, vil vi opleve en øgende vindstyrke med højden. Dette vil fortsætte så længe der er varmt til højre og koldt til venstre. Da tropopausen til højre (i tropikluften) ligger højere og er koldere end tropopausen i polarluften (til venstre), vil vi i et bestemt niveau opleve, at der er horisontalt isotermi (ens temperatur), hvorpå det højere oppe er koldt mod højre og varmt mod venstre (temperaturen er "skiftet").
Isobarfladens hældning vil derfor nu aftage, og vi vil få aftagende vind med højden. Den maksimale vindhastighed vil vi have i netop det punkt, hvor der er isotermi, og det er også her, vi finder jetstråle-kernen.
Da vi af det forestående kan se, at vi ikke kan tale om varm og kold side af jetstrålen, definerer vi, at vi med vinden i ryggen vil kalde området til højre for jetstrålen for "højtrykssiden" og til venstre for "lavtrykssiden".
Da skyerne i polarjetstrålen befinder sig på højtrykssiden (sammen med polarfronten), vil vi på lavtrykssiden opleve skyfrit vejr. Da vi endvidere på lavtrykssiden oplever det kraftigste horisontale og vertikale wind shear (markante ændringer i vindhastighed og -retning), oplever luftfarten ofte generende klarluftsturbulens (CAT = clear air turbulence). Som ordet siger kan piloten ikke se turbulensen, og det kan derfor komme pludseligt og overraskende. I moderne fly prøver man med varslingssystemer af hurtige temperaturændringer at undgå disse generende turbulensområder.
Inde for luftfarten opererer vi med let, moderat og kraftig turbulens (se turbulens), hvoraf sidstnævnte betyder at flyet i perioder kan være ude af kontrol. Dette kan selvsagt være farligt for luftfarten, hvorfor flyvemeteorologerne konstant ”følger jetstrålerne” og om nødvendigt sender varsler (SIGMET) ud for luftfarten.

Vi opererer normalt med 3 forskellige jetstråler: den subtropiske jetstråle, den polare jetstråle og den arktiske jetstråle. Alle tre jetstråler blæser på den nordlige halvkugle fra vest mod øst, men den polare jet, som er ”hægtet” på polarfronten kan retningsmæssigt variere meget (dog mest mellem nordvest og sydvest) alt efter polarfrontens position.

På den nordlige halvkugle oplever vi:

Den subtropiske jet
Befinder sig i ca. 40.000ft.
Vinteren: position 20-35° nord og hastighed ca. 100 knob.
Sommeren: position 40-50° nord og hastighed ca. 60 knob.

Den polare jet
Befinder sig i 30.000-35.000ft. Dette er i tropopause-springet som markerer skellet mellem tropikluft og polarluft (polarfronten).
Den følger polarfronten og vil derfor normalt om vinteren befinde sig over Middelhavet. Meget varierende styrke, men kraftigst om vinteren (størst temperaturforskel nord-syd).
Om sommeren vil man normalt kunne finde den mellem Mellemeuropa og Mellemskandinavien. Varierer meget i retning lige som polarfrontspositionen.

Den arktiske jet
Den optræder til tider, og kun i vinterhalvåret, i skillefladen mellem polarluft og artikluft (se luftmasser) i ca. 20.000-25.000ft og normalt over Mellemskandinavien.

Henvisninger:

Kommentarer: