Vinden måles i 10 meters højde over overfladen for at komme lidt væk fra de værste forhindringer, som kan påvirke vinden. 
Vindstyrken måles normalt med et kopanemometer (et vandretliggende kors påsat små ”kopper”, som kan dreje rundt), men også andre målemetoder anvendes.

Vindretningen måles med en vindfane (vindfløj). Både styrke og retning overføres elektronisk til et instrument, som observatøren kan aflæse.

Til søs kan man anvende et håndholdt anemometer for at få en fornemmelse af vindstyrken. Kold luft vil påvirke et anemometer (sejl) kraftigere end varm luft, da kold luft har en større molekyletæthed (tæt og tung luft).

Vindstyrke og -retning midles over 10 minutter, og vindretningen er retvisende dvs. i forhold til geografisk nord. Ved flyvemeteorologiske meldinger fra Grønland kan man se 040MAG, hvor MAG betyder retning i forhold til magnetisk nord.

Ved instabil (ustabil) luft f.eks. bag en koldfront, oplever vi ofte meget varierende vindhastigheder. Dette skyldes, at luften med større vindhastighed, oppe over hovedet på os, i perioder kommer ned til overfladen. Herved opstår vindstød.

Vindstød er, når vinden i korte perioder (op til 1 min.) øger med 10 knob eller mere end middelvindhastigheden.

Vindbyger er kraftigere vindstød, som varer mere end 2 min. Optræder oftest ved kraftige Cb-skyer.

Vindstyrken oplyses inden for luftfarten i knob, inden for sejlads i m/sek. og alment som svag, frisk eller hård vind m.m. 2 knob svarer til 1 m/sek.